Ny kontrakt om pumpestation

0
361

Contech Automatic Aps fra Nykøbing Falster skal stå for el-installationerne i Ny Strandholm Pumpestation ved Rødbyhavn, oplyser Femern A/S. Den ny pumpestation skal bygges, fordi den gamle ligger i det område, hvor den kommende tunnelelementfabrik skal ligge.

Contech Automatic Aps’ opgave bliver blandt andet at sørge for strømmen til de tre pumper, installere lys og et kommunikationssystem, så der er kontakt til hovedcentralen i Kramnitse. Kontrakten indeholder også et elektronisk overvågningssystem med en vagttilkaldeordning, så eventuelle problemer pumpestationen vil blive løst inden for to timer.

Arbejdspladser til virksomheder fra hele landet

“Etableringen af den nye pumpestation er utrolig vigtig, fordi vi skal sikre fortsat afvanding af de lavtliggende områder omkring Rødbyhavn, så de lokale borgere ikke bliver generet af byggeprocessen med Femern tunnelen. Samtidig har pumpestationen givet os som bygherre mulighed for at øve os. Pumpestationen kan nemlig ses som en miniatureudgave af det store tunnelprojekt, vi snart skal i gang med”, siger Bo Eske Nielsen og uddyber:

“Vi har samarbejdet med det lokale landvindingslag om, hvilke funktioner pumpestationen skulle have, så den blev så effektiv og moderne som muligt, og så vi fik den bedste byggeproces. Vi har haft den landskabsarkitekt, som har tegnet hele tunnelprojektet, til også at tegne pumpestationen, så den indgår i den landskabsarkitektoniske helhed. Vi har inddelt byggeprocessen i etaper, fordi nogle ting kunne udføres, før anlægsloven var på plads – og andre måtte vente til vedtagelsen, som vi har nu. Det har gjort vores planlægning og tidsplan robust. De mange forskellige delopgaver har også betydet, at der blev opgaver til en række forskellige virksomheder”, siger Bo Eske Nielsen.

Det var Per Aarsleff A/S fra Åbyhøj ved Århus, der lavede selve byggegruben, Zacho-Lind A/S fra Ishøj er i gang med at bygge selve pumpestationen. Lykkegaard A/S fra Fyn leverer pumperne til stationen, og nu skal Contech Automatic Aps fra Nykøbing F. så stå for el-installationerne. I øvrigt er fire forskellige virksomheder fra forskellige dele af landet præ-kvalificeret til at lave udløb og hovedafvandingskanal.

“Pumpestationen har på den måde givet arbejdspladser til virksomheder fra hele landet og har i øvrigt i et godt samarbejde med entreprenører, praktikcentre og arbejdsmarkedets parter sikret de lærlingepladser og praktikpladser til langtidsledige, som er i kontrakterne. Byggeprocessen og samarbejdet med de lokale, kommunen og de forskellige entreprenører har været positiv hele vejen igennem, og det har været en god test om samarbejdet til det store tunnelprojekt”, siger Bo Eske Nielsen.

NO COMMENTS