Nabo-samarbejde til eksamen

0
369

Kræftforskning på internationalt niveau, flere unge i erhvervsuddannelse, frivillighed og markant løft i historieformidlingen. Det er nogle af resultaterne af støtten fra EU’s Interreg-program. Danske og tyske politikere fik syn for sagn, da de tog på projekt-tour.

Korsør Produktionshøjskoles værft er en af rammerne for projektet Futura Maritima, som lader danske og tyske unge prøve kræfter med bådebyggeri. Her fortæller forstander Gert Møller delegationen af danske og tyske politikere om produktionshøjskolens arbejde og tankerne bag det fælles projekt.
Korsør Produktionshøjskoles værft er en af rammerne for projektet Futura Maritima, som lader danske og tyske unge prøve kræfter med bådebyggeri. Her fortæller forstander Gert Møller delegationen af danske og tyske politikere om produktionshøjskolens arbejde og tankerne bag det fælles projekt.

Værdien af dansk-tysk samarbejde var til eksamen, da tyske og danske politikere tirsdag og onsdag mødtes personligt med nogle af aktørerne i de i alt 37 projekter, som politikerne i årene 2007 til 2013 har bevilget EU-støttemidler på et samlet beløb af ca. 23 mio. euro (170 mio. kr.). 2. og 3. juni kørte delegationen på ca. 30 personer med bus fra Korsør til Lübeck for undervejs at møde de læger, undervisere, museumsfolk og mange andre fagpersoner, som står bag projekterne.

Kræft-gennembrud via dansk-tysk samarbejde

“Jeg personligt synes, at kræftprojektet i Næstved er formidabelt”, siger Peter Madsen, formand for Udvalget for europæiske relationer i Region Sjælland med henvisning til tirsdagens besøg på Næstved Sygehus. I samarbejde med Universitetsklinikken i Lübeck har sygehuset i Næstved bl.a. fundet frem til en metode, der halverer behovet for kemoterapi hos visse kræftpatienter.

Af samme grund kunne ledende overlæge Niels Henrik Holländer på Næstved Sygehus ikke være til stede ved besøget, da han i disse dage deltager på konference i USA for netop at præsentere de fælles resultater, han og hans tyske kollega, Dr. Jürgen Dunst, professor i stråleterapi ved Universitetsklinikken i Lübeck, står i spidsen for.

Professor Dr. Jürgen Dunst fra Universitetsklinikken i Lübeck (midt i billedet) færdes hjemmevant på Næstved Sygehus efter flere års tæt samarbejde mellem de to sygehuses kræftafdelinger. Her bliver delegationen vist rundt i stråleterapi-afdelingen i Næstved. Foto: Dario Arndt
Professor Dr. Jürgen Dunst fra Universitetsklinikken i Lübeck (midt i billedet) færdes hjemmevant på Næstved Sygehus efter flere års tæt samarbejde mellem de to sygehuses kræftafdelinger. Her bliver delegationen vist rundt i stråleterapi-afdelingen i Næstved. Foto: Dario Arndt

Penge brugt fornuftigt

Pengene til kræft-samarbejdet og de øvrige 36 dansk-tyske projekter er bevilget i regi af EU-programmet INTERREG IVA Fehmarnbeltregion, som har til formål at styrke det dansk-tyske samarbejde i Femern Bælt regionen.

“Det, der har glædet mig mest ved denne tur, er at se, at penge fra EU er blevet brugt fornuftigt”, siger Bernd Strassburger, områdeleder for Planlægning, Byggeri og Miljø i Kreis Ostholstein. Han er meget tilfreds med de resultater og aktiviteter, tirsdagens besøg på Korsør Produktionsskole lagde for dagen. Sammen med Kalundborgegnens Produktionsskole og de tyske kolleger Jugendaufbauwerk Plön Koppelsberg og Produktionsschule Ostholstein har skolen i Korsør med udgangspunkt i de maritime erhverv skabt en række fælles aktiviteter, som har været med til at inspirere og hjælpe unge videre i beskæftigelse.

Frivillige tyskere og hurtige danskere

Organisationerne Dansk Folkehjælp og Arbeiter-Samariter-Bund, Bundesverband præsenterede i Grömitz delegationen for deres samarbejde om frivillighed i forhold til samariterhjælp og besøgstjeneste for ældre. Omkring frivillighed har danskerne noget at lære fra tyskerne, der ifølge formand for Dansk Folkehjælp, Thomas Egesborg Pedersen, i langt højere grad end danskerne anser frivilligt arbejde som en naturlig borgerpligt.

Omvendt kan tyske politikere lære noget af deres danske kolleger, fortæller Bernd Möller, senator for Miljø, Sikkerhed og Orden i Lübeck: “Vi kan tage ved lære af danskernes evne til at være mere pragmatiske og hurtige i beslutningsprocesser”, siger han.

Her på Oldenburger Wallmuseum mødte delegationen levende kulisser i form af middelalder-statister.
Her på Oldenburger Wallmuseum mødte delegationen levende kulisser i form af middelalder-statister.

En middelalderlig succes

EU’s støttemidler er kommet vidt omkring i INTERREG IVA-programmet, også til middelalderen. Onsdag besøgte delegationen museet Oldenburger Wallmuseum i Oldenburg, hvis hovedfokus er slaverne, som i Nordtyskland på mange måder minder om de danske vikinger. Museet har de seneste år oplevet en markant vækst i antallet af besøgende, hvilket ledelsen i høj grad tilskriver udvikling og erfaringsudveksling, som er skabt via det dansk-tyske INTERREG-samarbejde, senest i projektet MusBelt.

Turen sluttede på rådhuset i Lübeck, hvor konferencedeltagerne mødtes med repræsentanter for en række øvrige projekter. Projekt-touren fra Korsør til Lübeck markerede afslutningen for INTERREG IVA programmet, der nu er afløst af Interreg 5a.

NO COMMENTS