Nordens største medicinlager til Køge

0
396

Nomecos planer om at etablere Nordens største lægemiddellager er kommet et skridt nærmere realiseringen. Køge Kommune og Nomeco har netop givet hinanden håndslag på en 100.000 m2 stor erhvervsgrund, der ligger centralt placeret ved Ølby i Køge – tæt på motorvej og på den nye højhastighedsforbindelse mellem København og Ringsted.

”Placeringen er perfekt – både med hensyn til geografi og infrastruktur. Vores nye faciliteter skal være centrallager for den internationale medicinalindustri i hele Norden. Lægemidlerne kommer typisk sydfra og skal distribueres videre mod nord, og vores nye lager placeres således naturligt ved indgangen til Norden – ikke mindst når den nye Femern Bælt-forbindelse måtte stå klar. Det har desuden været vigtigt for os, at hele motorvejsnettet omkring Køge netop nu bliver udbygget, så trafikale problemer ikke bliver en hindring for hurtig og effektiv transport,” siger Nomecos administrerende direktør, Henrik Kaastrup.

Bygningerne bliver på størrelse med tre fodboldbaner, og det fuldautomatiske højlager bliver over 30 meter højt med plads til mere end 50.000 paller. Grunden i Køge skal fuldt udbygget rumme hovedkontor og administration for Nomecos industridivision, Nomeco HealthCare Logistics. Hertil kommer desuden højlager, håndtering af lægemiddelforsøg, ompakning af medicin og andre services over for lægemiddelindustrien.

Nyt lager i Køge

Det nye hovedkontor for Nomecos industrirettede aktiviteter udgør en massiv investering på over en halv mia. kr. Nomeco er en del af den paneuropæiske PHOENIX group, og udvidelsen i Danmark bliver koncernens største logistikinvestering nogensinde.

Byggeriet skal stå færdigt i slutningen af 2017, og Henrik Kaastrup forudser, at det vil give stor værdi for lægemiddelindustrien, da alle Nomecos services og faciliteter samles under ét tag. ”Samtidig understøtter vi markedstendensen, hvor lægemiddelindustrien samler sine lagre i større og større enheder, der forsyner flere lande. Den udvikling skal Danmark være en central del af, og det har vi sikret med vores nye byggeri,” siger han.

Han understreger, at Nomeco glæder sig til at blive en del af Københavnsområdets nye vækstcenter:

”Ved at placere os i Køge bliver vi en del af det nye vækstområde. Der sker rigtigt store ting i Køge i de kommende år. For ikke alene udbygger man infrastrukturen med ny jernbane, motorvej og havn. Køge kan også se frem til et nyt universitetshospital samt et nyt, stort campusområde for erhvervsskole og hospital. I Nomeco glæder vi os til at være en del af områdets succes.”

This post is also available in: English

NO COMMENTS