Prins Joachim: Glæder sig til Femern Bælt forbindelsen

0
542

“Forbindelsen mellem Tyskland og Danmark vil blive endnu tættere med den faste Femern Bælt forbindelse, og det ser vi frem til.” Sådan sagde Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, da han onsdag formiddag 9. september 2015 åbnede byggemessen Nordbau i Neumünster mellem Kiel og Hamburg.

“Ikke kun Tyskland og Danmark, men hele Europa vil profitere af forbindelsen”, sagde prinsen, som takkede for at være blevet indbudt til åbningen af Nordeuropas største byggemesse for professionelle og private. I alt 850 udstillere fra 17 forskellige lande udstiller på messen, og fra Danmark deltager i år over 30 virksomheder. Dermed er Danmark det land uden for Tyskland, som er stærkest repræsenteret på messen.

40 år med danske udstillere

Anledningen til prinsens tilstedeværelse er, at fagmessen i år kan fejre sit 40. år med deltagelse af danske virksomheder. Desuden kan messen fejre, at det er 60 år siden, den første gang blev afholdt. Hans Kongelige Højhed holdt sin tale på tysk og gennemførte i øvrigt hele besøget samt interviews med de tyske medier på tysk. Også for 10 år siden deltog Prins Joachim ved indvielsen af messen.

Ekstra klapsalve for Femern Bælt

Den mangeårige danske deltagelse i messen er et tegn på Danmarks og danske virksomheder stærke engangement i Tyskland og især Nordtyskland, sagde Prins Joachim.
Med til at indvie messen var også Schleswig-Holsteins ministerpræsident Torsten Albig, der understregede det dansk-tyske sammenhold og bemærkede, at byggebranchen er en vigtig del af løsningen af den aktuelle udfordring om at huse de mange tilkomne flygtninge.

Ordstyreren for åbningsarrangementet var så begejstret for prinsens omtale af Femern Bælt forbindelsen, at han opfordrede publikum til at give prinsen en ekstra klapsalve, og det fik han.

Foto: I midten ses Schleswig-Holsteins ministerpræsident Torsten Albig i samtale med Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Til venstre for Albig ses Danmarks ambassadør i Tyskland, Friis Arne Mikkelsen. Til højre for prinsen ses Dirk Iwersen, der er direktør for messecentret Holstenhallen Neumünster GmbH

This post is also available in: English

NO COMMENTS