Femern Bælt historien

Waving Danish and German flags of the political map of the world

I 1864-65 arbejdede en mand ved navn Gustav Kröhnke ganske ihærdigt på en plan, der skulle bringe København og Hamborg nærmere hinanden. Nok kunne han argumentere for de økonomiske gevinster, som de to storbyer kunne forvente af en direkte jernbaneforbindelse med færgetransport over Femern Bælt. Men den virkelige drivkraft bag hans arbejde lå nok snarere 190 kilometer fra København og 140 kilometer fra Hamborg. På øen Fehmarn.

Drømmen om et turismeboom

Her var hans kone født. Hun var vokset op i landsbyen Gammendorf tre kilometer fra øens nordkyst, hvor hun som barn mange gange sikkert har nydt strandsandet og synet af 19 kilometer bølgende Østersø mellem fødeøen og den nærmeste kyst i øgruppen mod nord, som danskerne kaldte “sydhavsøerne”. Gustav Kröhnke og hans hustru havde en drøm om at drive et gæstgiveri på Fehmarn. Og hvad ville være mere gavnligt for en sådan forretning end trafik. Et tog og en færge med masser af rejsende. Kröhnke og hustru fik dog ikke deres højhastighedsforbindelse mellem metropolerne.

Omskiftelige tilhørsforhold

Historien om den region, som har Femern Bælt som geografisk omdrejningspunkt, er historien om tre landes naboskab på godt og ondt. Sverige, Danmark og Tyskland. Eller rettere historien om naboskabet mellem tre landområder, som i historiens løb til tider har været underlagt samme stat, men i dag er hjemmehørende i hvert sit land.

En særlig periode i regionens historie, som mange sikkert endnu kan genkalde sig fra skolens historieundervisning, er det tyske Hanseforbund og forbundets omfattende handel med sild, som var et marked af international skala.

Det store sildemarked

Selve “opfindelsen” af sildemarkedet bør dog tilskrives den danske konge, der fritog et område i det dengang danskunderlagte Skåne for told i forbindelse med intern handel. Eneste betingelse var dog, at handlerne foregik med kongelig dansk mønt. Østersøfiskerne, hvoraf mange kom fra Lolland, Falster og Møn leverede sild, tyskere kom med salt, og de lokale skåninger fremstillede tønder. Så blev der saltet sild i enorme mængder, og handelsfolk kom fra hele Europa og købte saltede sild. De blev i stor stil videresolgt til det katolske Europa, hvor sild var en tilladt spise under de kødløse fastedage.

Et integreret arbejdsmarked

Det nok meste kendte sildemarked var “Falsterbo”, hvis navn er direkte foranlediget af de mange fiskere fra Falster, som landede deres fangst på det skånske sildemarked. En opgørelse fra 1494 nævner, at 97 af de 434 boder i Falsterbo var opstillet af folk fra Falsterbyerne Stubbekøbing og Nykøbing. Med et årligt salg på 300.000 tønder sild var det et gigantisk handelssted. Og et forbilledligt samarbejde mellem folkene i de svenske, danske og tyske egne af Femern Bælt regionen. Hver bidrog de med deres egne specialer, og sammen skabte de en kæmpe succes.

This post is also available in: German English